Her kan du læse historien om huset fra 1908 til i dag
“ Samklangen mellem de smukke lokaler og nænsomt tillavet mad... ”

Historien om huset

Midt i den gamle landsby, nær gadekær, kirke og skole, ligger Kirke Saaby Forsamlingshus.
Siden 1908 har huset været ramme for egnens sammenkomster i både glæde og sorg.
Her har folk stemt til kommune- og folketingsvalg, spist og drukket, danset og spillet teater, og meget mere.

For godt 20 år siden overtog værtsparret Anette Greve og Kim Jacobsen Forsamlingshuset.
Med respekt for husets gamle traditioner og med mod til at gå helt nye veje, fik de omdannet Forsamlingshuset til også at være områdets mest hyggelige facilitet til en god fest.
De gamle stuer blev bygget om til smukke festlokaler, huset fik tilføjet en terrasse hvor gæsterne kan nyde velbrygget kaffe eller en styrkende drink, og der blev mulighed for at overnatte i de smukke værelser på førstesalen.

Samklangen mellem de smukke lokaler og nænsomt tillavet mad af de bedste råvarer har i dag gjort Kirke Saaby Forsamlingshus kendt som et sted, hvor kvalitet og hygge sættes i højsædet.
Huset, der også bringer mad ud til alle former for fester, har et omfattende menukort, der spænder fra det klassiske danske køkken til raffineret fransk mad.

De lokalhistoriske lokaler og de varierede menuer, der er tilberedt med omhu og kærlighed, danner en overordentlig værdig og festlig ramme for enhver slags sammenkomst.

Et lille stykke lokalhistorie - skrevet af Preben Sønder Jensen

I 1907 blev en samling borgere i Kirke Saaby og Torkildstrup enige om, at der var behov for et samlingssted for sognets borgere. Den 29. januar 1908 blev der indgået en overenskomst mellem sognefoged Ludvig Nielsen og "forretningsudvalget for opførelse af et forsamlingshus i Kirke Saaby", om leje af 550 kvadratalen jord for en periode af 50 år. Jordloddet havde sognefogden i fæste fra grevskabet på Ledreborg og den samlede leje for 50 år blev sat til 150,- kr.

D. 5. februar 1908 blev der på den stiftende generalforsamling dannet anpartsselskabet "Foreningen om opførelse af et forsamlingshus for beboere i Saaby og Kidserup kommune". Til finansiering af huset blev der udstedt anparter på 10 kr. pålydende.

Tømrermester Hans Jonassen stod for opførelsen af forsamlingshuset, der stod klar til brug den 15. august 1908. Byggesummen androg dengang 8.550,- kr.

Musiker Frederik Henriksen var forsamlingshusets første vært. I 1914 solgte lensgreve Joseph Holstein, Ledreborg, jorden til anpartsselskabet for en sum af 579,- kr.

Forsamlingshusets beliggenhed nær skole og kirke bevirkede, at det fik en central placering i bybilledet. Forsamlingshuset har været samlingsstedet og i årenes løb dannet rammen om mange begivenheder fra vugge til grav, sognerådsvalg, møder, gymnastikopvisninger, baller, bankospil og dilettantforestillinger.

I takt med udviklingen i samfundet har forsamlingshusets bestyrelse søgt at bibeholde husets betydning i lokalsamfundet. I 1976 blev køkkenet udbygget og moderniseret, hvilket dannede grundlag for en kontrakt med Hvalsø kommune om daglig tilberedning af mad til kommunens pensionister. I 1987 blev der opført en tilbygning indeholdende foyer og toiletter, og huset gennemgår fortsat en løbende vedligeholdelse og moderniseringer.

Huset er i dag indrettet med 3 lokaler som kan rumme fra 20 til 110 spisende gæster. Endvidere kan der tilbydes mad ud af huset til både små og store arrangementer.

Den 1. oktober 1989 tiltrådte det nuværende værtspar Anette Greve og Kim Jacobsen, der er uddannet henholdsvis kok og tjener.

Værtsparret og bestyrelsen for forsamlingshuset håber, at kommunens borgere stadig vil benytte forsamlingshuset, så der fortsat kan være et levende og velfungerende samlingssted for borgerne.
Det nuværende værtspar forsøger ud over den daglige drift at skabe gode kulturelle oplevelser i huset.

 

© Kirke Saaby Forsamlingshus • Fanøvej 1 • 4060 Kirke Saaby • tlf. 4649 2046 • fax. 4649 2020 • forsamlingshus@mail.tele.dk
Webdesign • Timmermann Design